Fra Ordetogisrael.dk/
15. februar 2014.
Fred med Israel står ikke på Hamas’ ønskeseddel. Det fremgik meget klart af en udtalelse fredag fra Hamas’ talsmand Sami Abu Zuhri.
Han opfordrede den palæstinensiske selvstyrepræsident Mahmoud Abbas til at afbryde de fredsforhandlinger med Israel, som den amerikanske udenrigsminister John Kerry har stået i spidsen for siden sommeren 2013.
»Ingen har givet dig mandat til at forhandle på vegne af palæstinenserne,« lød det i en direkte appel til Abbas.
Samtidig gjorde Zuhri det ifølge det palæstinensiske nyhedsbureau Ma’an News helt klart, at Hamas ikke vil tillade nogen form for international fredsbevarende styrke på Vestbredden efter en eventuel fredsslutning. Han fastslog, at en international styrke vil blive betragtet som en besættelsesmagt på lige fod med den israelske hær.
Udtalelsen er en klar nedskydning af en prøveballon opsendt af Mahmoud Abbas for to uger siden, hvor han foreslog, at en Nato-styrke kunne få lov til at bevogte Vestbredden, hvis den israelske hær vil trække sig ud. Men selv dette begrænsede fredsudspil, som langt fra tilfredsstiller Israels krav, blev altså skudt ned af Hamas-talsmanden.
Endelig opfordrede talsmanden alle palæstinensiske grupper til at afvise en hvilken som helst fredsaftale, der måtte komme ud af forhandlingerne.
Udenrigsminister John Kerry arbejder i disse uger intenst på et fredsudspil, der skal udstikke rammerne for en kommende fredsaftale.
Alt tyder på, at både det Palæstinensiske Selvstyre og Israel vil have særdeles svært ved at acceptere Kerrys udspil. Men selv om de mod forventning skulle acceptere det, viser udtalelsen fra Hamas’ talsmand, at Hamas og dermed en stor del af palæstinenserne ikke vil acceptere det.
Sagt med andre ord: Selv om Kerry, Abbas og Netanyahu mod alle odds skulle indgå en fredsaftale, bliver der desværre ingen fred – fordi Hamas både har viljen og magten til at forhindre det.
Når der ikke står fred på Hamas’ ønskeseddel, ser der trods alle gode anstrengelser ikke ud til at blive fred. Desværre!