Fra Author/richardoestermann/30. juli 2014.
Israels nye Præsident, Reuven Rivlin, er fra starten af sin embedsperiode blevet kastet ud på en vanskelig emotionel opgave – kondolencebesøg hos pårørende til faldne soldater.
Han besøger familier over hele landet og siger trøstende ord. Det er en følelsesladet tur, han er ude på. Han fortsætter med det samme, hans forgænger, Shimon Peres, gjorde i den sidste uge af sin præsidenttid – at prøve at trøste de efterladte.
Blandt de første Rivlin besøgte, var familien til sekondløjtnant Bar Rahav i Ramat Yishai lidt øst for Haifa, derfra fortsatte han til Hoshaya i det vestlige Galilæa for at mødes med familien til stabssergent Oren Simcha Noach, videre til Atzmon for at besøge familien til stabssergent Oz Mendelovich, og som det sidste besøg den dag tog han til Naharyia for at mødes med familien til sergent Adar Barsano.
I søndags begyndte Rivlin sin besøgsrunde i Ashkelon hos familien til den faldne soldat, Jordan Bensemhoun, der var kommet fra Frankrig for at gå ind i det Israelske militær. Så fortsatte Rivlin til Ashdod for at besøge familien til sergent Ben Itzhak Oanounou, og tog derefter til Rishon Lezion hos familien til stabssergent Tal Ifrach og til sidst til de pårørende til stabssergent Ohad Shemesh i byen Mazkeret Batya i det centrale Israel.
Under besøget hos familien til Tal Ifrach sagde dennes moder, Aviva, at familien føler, at hele Israel står bag Tal.
- Folk kommer hertil fra hele landet for at trøste os og vise, at nationen overlever takket være soldaterne, som forsvarer os og beskytter staten, sagde hun.
Efter kondolencebesøgene sagde Rivlin:
- Vi forsvarer vores land med vore sønner. De risikerer deres liv for at forsvare hver eneste sjæl i Israel. De er et lysende eksempel for vort folk.
Mens Israels Præsidenter hidtil er vokset op i og med arbejderbevægelsen, er Rivlin den første centrum-højre politiker på denne post. Han er ottende generation i Jerusalem, uddannet jurist fra Det Hebraiske Universitet og har tjent som Kommunikationsminister og Knessetformand.
Han har været officer i faldskærmsjæger-brigaden og var med til at befri Jerusalem under Seksdageskrigen. Hans politiske opfattelse er en en-stats løsning, hvor Arabere, Jøder og andre har lige rettigheder for loven. Han mener, at der ikke er en demografisk risiko for, at Jøderne bliver en minoritet.
Rivlin forekommer at være ret farveløs, men vil nok snart vise sig at være en mand med stærke holdninger. Han ventes at ville række hånden ud til landets Arabiske indbyggere og få dem til at føle sig som en del af det Israelske samfund.
Som Knessetformand besøgte han som en af sine første handlinger den Arabiske by Umm al-Fahm i Nedre Galilæa – en beslutning, der gjorde partiet Yisrael Beitenus formand, Udenrigsminister Avigdor Lieberman, vred.
Skønt han opfattes som høg i den Israelsk-Palæstinensiske konflikt, støtter han mindretalsrettigheder, særligt Israels Arabiske befolkning. Han har vist sit demokratiske sindelag, da han nominerede det Arabiske knessetmedlem, Ahmed Tibi til at være viceformand for Knesset.
Hvis der opnås en ordning med Palæstinenserne i hans syv-års embedsperiode, vil han mødes med evakuerede Israelere og trøste dem, ligesom han gjorde som Knessetformand under tilbagetrækningen fra Gaza-striben i 2005.
- Rivlin har ingen planer om at træde ind i Peres’ sko, siger Rivlins talskvinde, Emilie Moatti. Hans fokus vil blive internt, og han vil stræbe efter at hele rifterne i samfundet og holde landet forenet, når sikkerhedssituationen er overstået.
Israels nye Præsident er født i Jerusalem i 1939 og har fire børn med sin kone, Nechama. Han er vegetar og støtte af Jerusalems Beitar fodboldklub. Han blev valgt til Knesset i 1988 og var Likud-formand i fire år, indtil han mistede sit Knessetsæde ved valget. Han vendte tilbage til Knesset efter valget i 1996 og var Kommunikationsminister i to år indtil 2003, da han blev Knessetformand.
Rivlin ventes ikke at ville blande sig i udenrigsanliggender eller at blive involveret i hjemlig eller interntaional politik. Han menes at ville investere megen tid og mange bestræbelser på at oprette personlige og direkte forbindelser med Israelere over hele landet.
