Fra B.dk/
5. september 2014.
Af Søren Krarup.
Er Rusland i denne sag kun voldsmanden, der søger at påtvinge Ukraine en tilstand, som betyder distance og afstand i forhold til EU? Eller er sandheden, at Putin og Rusland hævder rimelige og legitime interesser med baggrund i en national og folkelig virkelighed?
Hvad er det egentlig, der foregår i sagen om Ukraine? Det er vi adskillige uvidende vesterlændinge, der spørger om, og vi spørger også, fordi vi ikke har tillid til de svar, som EU og USA og deres halehæng af eftersnakkere fremkommer med.
Er det givet, at Putin kun er en fæl Russer, der efterfølger de Sovjetiske lederes foragt for internationale aftaler? Er Rusland i denne sag kun voldsmanden, der søger at påtvinge Ukraine en tilstand, som betyder distance og afstand i forhold til EU?
Eller er sandheden, at Putin og Rusland hævder rimelige og legitime interesser med baggrund i en national og folkelig virkelighed?
Som sagt: jeg spørger, fordi jeg ikke ved det, men har mine stærke tvivl vedrørende EUs holdning og argumentation, som den bl.a. fremføres af Uffe Ellemann-Jensen (Berlingske 29.8.).
Min fornemmelse af, at Rusland er genstand for en slags overgreb fra de overnationale super-Europater, blev bestyrket af et meget langt og indgående interview i Kristeligt Dagblad 28.8. med historikeren og Rusland-kenderen Jens Jørgen Nielsen, som dokumenterer et stort kendskab til Putins Rusland.
»I en sådan situation,« siger Jens Jørgen Nielsen om den nuværende konflikt, »er det meget vigtigt, at vi – ikke ukritisk – forholder os realistisk til Rusland. At vi prøver at sætte os ind i, hvilke opfattelser Russerne har, og hvad de ønsker.
Det betyder ikke, at vi skal være enige i alt og bare nikke til det, de siger, men vi bør lytte til dem og tage dem alvorligt. Vi er nødt til at respektere Rusland som et land – verdens største – der har nogle nationale interesser. Et land med visse ’røde linjer’, som ikke må overtrædes.
Hvis vi ikke synes, Rusland har lov til at forsvare sine nationale interesser helt tæt på landets egne grænser som i Ukraine, bør vi overveje, hvorfor USA har lov til at have røde linjer over hele verden, hvor Washington forsvarer Amerikanske interesser.«
Nationale interesser – er det ikke dette, det handler om i Ruslands forhold til Ukraine, og er det ikke EUs og USAs foragt for og uvidenhed om den nationale problematik, der er årsag til megen forargelse over Putin og hans holdning i denne sag?
Ukraine kan aldrig være fremmed og ligegyldig for Rusland. Det mest overfladiske kendskab til Russisk historie vil fortælle, at for Rusland og dermed for Putin er Ukraines forhold og skæbne af afgørende betydning.
Og hvad fatter et EU, der bevidst og systematisk søger at ophæve enhver national identitet, af dette grundforhold?
Som Jens Jørgen Nielsen siger videre: »Russerne mener selv, at de var meget kompromissøgende i november og december, da kristen startede. De opfatter sig selv som samarbejdsvillige, fordi de dengang foreslog, at Ukraine, Rusland og EU kunne mødes til forhandlinger for at få et arrangement til at fungere. De har hele tiden været af den opfattelse, at Ukraine skal forblive neutralt, at det ikke skal være et Nato-land.
Siden blev situationen som bekendt værre. Russerne mener, at de ved hvert eneste skridt har været tilbageholdende. Ifølge dem har EU og USA været konfliktens drivende kraft.«
For os, der ikke har været med ved forhandlingsbordet, er dette naturligvis forhold, vi ikke kan tale med om, men det mest elementære kendskab til EU og EUs selvforståelse vil fortælle, at en national bevidst Putin, der varetager den Russiske nations interesser i forhold til netop Ukraine, vil møde overnational forargelse og abstrakt uforstand.
EU nægter som bekendt at respektere enhver national identitet. EU er det skæbnesvangre forsøg på at nedlægge Europa som nationalstaternes kontinent, hvor kun ideologiske fraser og historisk ideologi skal gælde.
Vi i Danmark kan tale med om det. Vi, der igen og igen ser nationale hensyn tilsidesat af overnationale Europater, der meget bevidst lader en EU-domstol fungere som lovgivende magt for de Europæiske lande, kan ikke undgå at få en fornemmelse af, at Jens Jørgen Nielsen har ret, og at Putin mødes med hovmod og uforstand af dette EU og af et USA, der på samme måde dyrker abstrakte »rettigheder«.
Og når man så ser Uffe Ellemann-Jensen søge at kompromittere Putin og hans Rusland ved at sammenstille dette Rusland med Hitlers Nazisme og kalde Putins varetagelse af Russiske interesser for en gentagelse af de Nazistiske slagord om »lebensraum« og »det Tyske folk«, får man unægtelig en fornemmelse af, at EU ikke har rent mel i posen – eller rettere sagt: at EU-Europaternes forhold til nationale og folkelige forhold er så afstumpede og afsporede, at overalt, hvor EU vil gøre sig gældende, vil det givne folk og dets nationale sammenhæng blive trådt under fode.
Det er jo for så vidt ingen nyhed. Det er dette, vi har oplevet igen og igen, og formentlig det, der har fået den lykkelige konsekvens, at de Europæiske folk i stigende grad og tal siger nej til EUs ideologi og fremfærd – jf. det seneste EU-valg.
Putin og hans Rusland er for så vidt i overensstemmelse med den herskende strømning i de Europæiske nationer. Det er tydeligvis ikke uden grund, at flere og flere spørger, om den hovmodige behandling af Putin og hans Rusland i forbindelse med Ukraine er rimelig.
Der er en virkelighed, som også EU og Uffe Ellemann-Jensen bør respektere.