Pludselig var der ikke mere tid!

Fra Facebook.
7. maj 2015.
Af Moses Hansen.

Det er alvorligt ikke at forstå, hvad der virkelig sker i Verden i dag. Det er trist, at så mange mennesker fuldstændig fejlfortolker, hvad Israels genoprettelse betyder.

Men denne manglende forståelse og fejlfortolkning af tidens begivenheder er for intet, absolut intet, at regne sammenlignet med den manglende forståelse, Jesus forudsiger i Matt 24:37-39: ”Som det gik i Noas dage, skal det gå ved Menneskesønnens komme. Dengang fortsatte de med deres fester og bryllupper, lige til Noa gik ind i arken. Folk forstod ikke, hvad der ventede dem. Det gik ikke op for dem, før vandmasserne kom og skyllede dem alle bort. Sådan bliver det ved mit komme.”

Det er trist ikke at forstå Israels og Jødernes rolle - det er trist ikke at forstå tidsåndens indflydelse. Men det mest triste, det mest tragiske, det mest ødelæggende, det mest dødbringende - er en manglende forståelse af Jesu person: Hvorfor Han lod sig Korsfæste, at Han opstod fra de døde, at Han er i Himlen, at Helligånden er her, at Jesus kommer igen - og at der venter en evighed for os alle, hvor vi skal leve med Gud - eller borte fra og uden Gud.

“Sådan bliver det ved mit komme”, siger Jesus. Jo nærmere vi er ved Jesu komme, jo større vil bedraget blive. Jo mere vil hverdagens gøremål og bekymringer lægge beslag på os, så vi ikke ænser Gud - og ikke engang har tid til at overveje, hvorfor vi er her - og hvad der venter forude.

Noas samtid kunne være gået ombord i Arken, som er et billede på Kristus. Men de havde ikke tid til Gud. Og pludselig var der ikke mere tid. For vandmasserne kom og skyllede dem alle bort.

Prioriterer du - og jeg - daglig kvalitetstid med Gud? Med Jesus? Med Helligånden? Med Guds Ord? Gør vi det, vil vi også blive velsignet med en forståelse af de tegn i Verden i dag, der peger hen mod Jesu snarlige komme.
------------------------------------------------------------------------------------------------
Læs desuden meldingen fra i dag: Globalt CO2-niveau runder ildevarslende milepæl.