Fra hæfte af Øivind Andersen Udg: Ordet og Israel 1983.
Reprise.
(Som pdf-fil til udskrift her)
Forord: ”Vi har ladet os dupere af traditionen", skrev sognepræst Georg Bartholdy i 1949, idet han henviste til traditionen om, at Israel ikke mere er Guds særligt udvalgte tjener og redskab blandt folkene, og at alle forjættelserne om Israels fremtid i Israels Land skal forstås på Kirken.
Selvom Paulus allerede i Romermenigheden gik stærkt i rette med dette syn og advarede kraftigt imod det, så kom det dog snart til at præge teologien hos en række kirkefædre, indtil det totalt gennemsyrede hele Romerkirken.
Så indgroet var denne Kirkelige tradition, at selv Luther ikke formåede at gøre op med den. I stedet cementerede han den ved en særlig måde at læse Bibelen på. Men en række mænd stod op og talte imod denne tradition:
F.eks. skrev højskoleforstander Frits Larsen i 1949:
”det er vigtigt for os”…”At bekende, at både” Det gamle og Det nye Testamente for os ”er Guds åbenbarede og givne Ord.” Vi går til ”hele vor Bibel” som et i alle måder troværdigt Ord fra Gud. Det er dette syn, som vi tror, at vi har fået af Gud, der har åbnet forståelsen for Israel.”
Kontorchef Eivind Sivertsen skrev ligeledes i 1949:
”Inkonsekvent var det, når Kirken ufølsomt så Israels ulykker som en bogstavelig opfyldelse af de Bibelske profetier, men ved hjælp af en sådan åndelig fortolkning vendte op og ned på forjættelserne om folkets håndgribelige genoprettelse, så de kunne komme til at passe på den selv; i virkeligheden er der her tale om en omgåelse af det skriftord, Kirkens herre har erklæret for urokkeligt.”
Samme år skrev Georg Bartholdy:
”Det har for mig og for mange Kristne Israels-venner været dybt ydmygende at mærke, at det troende og Bibelkyndige lægfolk hele tiden har været først og fastest i dette syn på Israel, fordi der står således skrevet og forudsagt, mens alt for mange præster, også alvorligt troende præster, endnu står uforstående og kritiske over for det, som Gud gør med sit folk og land. Gud give alle troende, lægfolk som præster, at tro og tale som Guds Ord om disse ting, der angår Herrens ejendomsfolk og landet, han lovede dem til evig arv og eje.”
Allerede 20 år før – altså i 1919 - havde ovennævnte Eivind Sivertsen skrevet:
Hvad angår fremtiden: ”så vil Israels historiske udvikling forløbe således, at de imod endens tid vil føres tilbage til deres land og opnå i alt fald en relativ politisk frihed; men så vil den sidste store trængsel nå dem og den endelige afregning komme under Antikrists, den falske Messias’s først dårende, men til sidst totalt ruinerende regimente. Ingen lade sig derfor besnære af, at Israels nationale genoprettelse står for døren; først når folket er blevet født på ny af vand og ånd uden kødelig menneskelig mellemkomst, kan det gå ind i det forjættede Gudsrige. Først når det sker, er hedningernes saga ude!”
I 1899 skrev tidligere rejsepræst i Indre Mission, C. Aschenfeldt-Hansen i sin kommentar til Ezekiel 36:1-15:
” Det vil blive store tider at opleve, når Israels Land atter grønnes og fyldes med Israels børn…” ”Verden vil studse, men Guds folk juble. Og ”de er nær ved at komme frem” siger Herren om de tider. Måtte Guds folk da ret leve i hellig forventning, give agt på tidens tegn og være glade i håbet.”
I 1882 skrev stifteren af Luthersk Mission, Christian Møller:
”På den ene side gløder jo snart overalt et rasende had mod Jøderne. I nogle lande er det brudt ud i åbenbare skrækkelig blodige forfølgelser, og for resten kan det i vor urolige, gærende, oprørte tid bryde ud som en frygtelig verdensbrand, der gør Jødernes tilværelse utålelig.”
Om Israels Land skrev han:
”ingen har haft fordel ved at have det. Nej, det er Herrens land. Det eneste, de kan gøre, er at ”nedtræde” det, så længe han tillader det, ”indtil hedningernes tider er til ende.”
Og videre skrev han:
”Tyrkiet iler sin opløsning i møde, og udsigten til Palæstinas frigørelse ligger nær. Måske der er gjort kæmpeskridt i den retning, før disse linier når at blive trykt. Ja, Gud forløse snart Israel af al dets nød!”
I hæftet ”For Bibelen og Israel” skrev højskoleforstander Frits Larsen:
”Der er meget i Det gamle Testamente, som er opfyldt i Jesu forsonergerning, men også meget, som peger frem mod Hans videre husholdning med det forløste Israel. Det er disse løfter, vi blandt andre øjner opfyldelse af nu. Dr. P. Fjellstedt skrev om disses opfyldelse i 1861 i sine samlede skrifter. Han så den nye stat, Zionismen m.m., som noget, der måtte komme efter Guds Ord. For ham indeholdt Det gamle Testamente mange løfter om Israel, som endnu var uopfyldte. Han skriver så klart om det, som må ske, at han i 1861 tegner årene 1948 og 49.
P. Fjellstedts klarsyn i spørgsmålet om Israels folk, deres komme til landet og deres omvendelse beror på, at han trods sin duelighed som teolog havde en urokkelig tillid til den hele Bibel, og på, at Gud åbenbarer for den kyndige den rette sammenhæng mellem løfter og opfyldelse.”
Sådan kunne vi fortsætte med at nævne forskellige Guds mænd tilbage i historien, som har sagt en nu næsten 2000-årig Kirkelig tradition imod. Samtidig betegnes deres Israelssyn af visse Lutherske teologer i dag som et ”farligt og kødeligt syn, der skygger for evangeliet.” Hvorfor?
Øivind Andersen påpeger i dette hæfte, at når mange Lutherske teologer ikke forstår dette med Israel, ”så skyldes det gammel Luthersk teologi”, som siger, ”at alle løfter er opfyldt i Kristus på en sådan måde, at det ekskluderede det syn, der gælder løftet om Israels Land og i det hele taget de mere eksakte ting vedrørende Israel og nationerne.”
Vi har altså her at gøre med modstridende tolkningsprincipper, dvs. forskellige Bibelbrug og dermed forskellige Bibelsyn. Vi siger, at vi tror på Skriften alene, men mener vi det samme? Svaret er et nej. Forskellighederne kommer frem, når det drejer sig om synet på, om alt i Skriften har samme værdi som inspireret ord.
Et Bibelsk syn på Israel når vi kun frem til, når vi lader alt i Bibelen have samme værdi, rent inspirationsmæssigt, og derfor har det som vort mål at lade hvert enkelt ord i Skriften belyse frit af alle de andre ord, og omvendt lade alle de andre ord i Skriften belyse det ene ord. Vi kalder dette et hel-Bibelsk syn.
Guds løfter igennem hele Bibelen til Israel og folkene og deres opfyldelse i fortid, nutid og fremtid har deres ja i Jesus Kristus. Jesus døde og opstod for at muliggøre den konkrete opfyldelse af Guds løfter.
Få mennesker har i vor tid som den Norske teolog og bibelskolelærer Øivind Andersen gennem deres forkyndelse været med til at række Evangeliet om Jesus til de Nordiske folk.
Guds Ord har ikke svigtet
Tekst: Rom kap. 11.
(Side 29-30)Apostelen begynder med at stille spørgsmålet: ”Har Gud da forskudt sit folk?” Og så svarer han ganske enkelt: ”Nej, langtfra, også jeg er jo israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme. Gud har ikke forskudt sit folk, som han forud kendte.”
At Gud forud kendte sit folk, betyder, at Han på forhånd vedkendte sig Israel som sit eget udvalgte folk. Dét er Gud aldrig veget fra. Trods ulydighed og trods dét, at dette folk naturligvis ikke har fortjent det, har Gud sagt, at dette folk på en særskilt måde er Hans folk blandt nationerne.
Endelig skal det siges, at et menneske – en Israeler – ikke er frelst, fordi han tilhører dette folk. Frelsen ligger i barnekåret, og det skal vi også senere komme ind på.
I Rom 9:6-7a står der: ”Dog er det ikke således at forstå, at Guds Ord har svigtet, thi det er ikke alle dem, der stammer fra Israel, der virkelig er israelitter; ej heller er de alle sammen børn, fordi de er Abrahams afkom.”
Her er det altså spørgsmålet, hvem der er en Kristen. Ikke alle er altså af Israel i åndelig forstand – dvs., at ikke alle hører til det frelste Israel. Ikke alle er Abrahams børn i betydningen Guds børn, alene fordi de hører til Israels slægt.
I v. 7-8 står der: ”Kun gennem Isak skal afkom nævnes efter dig.” Det vil sige: Det er ikke de kødelige børn, der er Guds børn, men det er kun de børn, som er født i kraft af forjættelsen, der regnes for afkom.” – Det er altså de, som tror Evangeliet, der er Guds børn. Dette ser vi igen i v. 16: ”Altså beror det ikke på den, der vil eller på den, der anstrenger sig, men på Gud, der viser barmhjertighed.”
Men Gud har alligevel vedkendt sig dette folk, som sit særskilt, udvalgte folk blandt nationerne, og det har Han gjort for at bruge dem. Og dette er Gud aldrig veget fra!
I begyndelsen af Rom 11 gør apostelen Paulus da videre opmærksom på, at der er en rest tilbage af Israel. I grundteksten har ordet ”rest” den betydning, at på samme tid, som det er en rest, er det også et udgangspunkt for en videre udvikling.
Liv af døde for hedningerne, når Israel antager evangeliet (Side 30-32)
I vers 11 gentager han så det spørgsmål, som han begyndte med at stille:
”Jeg spørger nu: Det var dog vel ikke, for at de skulle falde, at de snublede?” – Og her betyder ”falde” at gå fortabt. Snublede de, for at de skulle gå fortabt? ”Nej, langtfra!” – ”Men ved deres fald”, og ”fald” betyder her det samme som ”overtrædelse” ligesom når vi taler om Adams ”fald”.
Israel har syndet – det er faldet – men det er ikke af den grund et fortabt folk. De snublede ikke, for at de skulle gå fortabt, men de er faldet ved deres overtrædelser og deres synd imod Gud, og det er ved deres fald, at frelsen er kommet til hedningerne.
Så fortsætter han: ”Men hvis deres fald betød rigdom for verden, og dét, at de ikke kom med, betød rigdom for hedningerne, hvor meget mere vil det da ikke betyde, når de kommer fuldtalligt med!”
Dermed har apostelen gjort opmærksom på, at Israel skal komme til at få en meget stor betydning. Det, at Israel ikke tog imod Evangeliet, har fået en vældig betydning. Det ser vi i v. 15, hvor der står:
”Thi hvis deres forkastelse har bragt verden forligelse, hvad vil så ikke deres antagelse bringe andet end liv af døde?”
Israel forkastede Evangeliet. Ved dét kom Evangeliet til hedningerne. Israel blev en rigdom for verden og blev til frelse for hedningerne. Da Israel forkastede Evangeliet, kom Evangeliet til at gå sin gang blandt hedningefolkene. Israel forhærdede sig som folk betragtet, eller sagt med andre ord: Situationen er den, ”at der er kommet forhærdelse over en del af Israel” (Rom 11,25)
Hvor underlig det end kan synes, så står der også i Rom 11:7-8, at det var Gud, som forhærdede dem, idet han har givet dem ”en sløvhedens ånd, øjne, de ikke kan se med, øren, de ikke kan høre med,” osv.
Paulus citerer her en profeti fra Det gamle Testamente – Gud har altså med dét at gøre, at Israel forhærdede sig, og det er en af de ting, som vi mennesker ikke forstår os på, men som hører med til Guds forunderlige plan.
Men dermed er også sagt, at der kommer en tid, da der bliver ”antagelse” – en tid, hvor Israel antager Evangeliet, og da bliver det liv af døde. Åndeligt set er det døden, der hersker i Israel nu!
Israel er ikke på nogen måde en Kristen nation, og som Paulus kommer nærmere ind på det senere, så bliver Israel ikke frelst ved hjælp af sin Jødedom. Det fremgår meget tydeligt af Skriften. Men den tingenes tilstand skal ikke vare ved, og i den sammenhæng, som vi ser i de følgende vers, er der en advarsel til os som hedningekristne.
Apostelen siger: ”For så vidt jeg nu er hedningeapostel, ærer jeg min tjeneste, om jeg dog kunne ægge dem, der er mit kød og blod, til skinsyge og frelse nogle af dem.” (v.13-14).
”Skinsyge” betyder her at tage Guds Ord alvorligt. Hensigten er, at Jøderne skulle tage imod Ordet og blive frelst. Paulus håber at ”frelse nogle af dem.” Flere blev det ikke til i hans tid, men der har altid ned igennem tiden været nogle af dem, som blev frelst.
I dag kan vi vel sige, at der er flere Israelere end nogensinde før, der blive frelst. Men på trods af det, er Israel alligevel åndelig død som nation betragtet. Vi kan ikke i dag tale om ”liv af døde”, når det gælder Israel som folk, altså som nation betragtet.
Guds hemmelighed
Tekst: Rom kap.11. (Side 33-34)
Derpå siger han: ”Jeg vil nemlig ikke, at I skal være uvidende om denne hemmelighed, brødre! "(v. 25). ”Hemmelighed” betyder noget, der er i Guds råd – noget, som mennesker ikke forstår, og som vi - ikke mindst, når det åbenbares for os - forstår, er en hemmelighed. Da skønner vi nemlig, at det er en hemmelighed i Gud, at Israel skal blive frelst på følgende måde: ”Der er kommet forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt er gået ind.”
Gud har altså besluttet, at et bestemt antal hedninger skal blive frelst – et antal, som Gud alene og ingen andre kender. Når dette antal er nået, så kommer der til at ske noget i Israel.
”Befrieren skal komme fra Zion, han skal fjerne ugudeligheder fra Jakob, og når jeg bortjager deres synder, da er dette min pagt med dem.”
Jesus skal åbenbare sig på Zion! På hvilken måde, det skal ske, tør jeg ikke sige noget om. Der er mange, som uddyber det i detaljer. Det tør jeg ikke gøre, for jeg har ikke fundet det sådan i Guds Ord, at jeg tør sige noget om dét. Men det er sikkert, at Jesus kommer til at åbenbare sig fra Zion, og dette kan ikke identificeres med det, som skete på korset, for korset stod ikke på Zion – Jesus døde udenfor lejren!
Men en dag skal Han åbenbare sig fra Zion for Israel, og da skal Jøderne få Ham at se, og de skal se hen til Ham, som de har gennemstunget. Så sker der det, at Gud opretter en pagt med Israel igen, hvor Han borttager deres synder, og hvor denne nation bliver en levende nation. Da bliver der liv af døde i Israel.
Tusindårsriget
(Side 34-35) På det tidspunkt kommer Israel til at blive den ledende nation i al udbredelse af Guds Rige. Det kommer til at ske før den endelige dom.
Der kommer en tid på jorden, som omtalt i Johannes Åbenbaring kap 20. Det bliver en fredens tid, som skal vare i ét tusind år. Johannes så en engel komme ned fra himmelen. ”Og han greb dragen, den gamle slange, det er Djævelen og Satan og bandt ham for tusinde år og kastede ham i afgrunden og lukkede over ham og satte segl for…” Og der skal han opbevares, og så kommer der en forunderlig fredstid på jorden!
I denne tid er det Israel, som bliver den ledende nation. Dét er Israels fremtid. Vi kan være med til at fremskynde denne tids komme. I 2 Pet 3 tales der om, at vi som Kristne venter på og fremskynder Guds dags komme.
Der skal altså ske noget i hedningemissionen, før Jesus kan fuldføre alt dette med Israel. Ved at være tro i hedningemissionen er vi således med til at fremskynde og hjælpe Israel til at komme til det mål, som Gud har sat for det.
Ordet i Esajas 53 viser tydeligt, hvordan Israel en dag skal vidne! De skal ”se hen til ham, som de har gennemstunget” (Zak12:10), og så skal de sige: ”Hvem troede, det vi hørte, og for hvem åbenbaredes Herrens arm?” Vi så Ham, men Han var ”uden skønhed og pragt til at drage vort blik.” Vi så Ham, men ”vi regnede ham for plaget, slagen og gjort elendig af Gud.”
Ja, en dag skal Israel vidne: Vi har set Ham, og Han har været hos os, men degang forstod vi Ham ikke, og dengang ringeagtede vi Ham. ”Hvem i hans samtid tænkte, da han reves fra de levendes land, at han ramtes for mit folks overtrædelse,” og at alle Guds løfter, som var givet til menneskene og specielt til Israel, skulle få deres ja i Ham, ved at plagen ramte Ham! – Men nu vidner Israel om det! Nu ser de det!
Den, der forbander dig… (Side 38)
Guds straffedom kommer til at ramme folkene. Det ved vi fra profeterne – og det er en formaning til os, som er Kristne, om ikke at følge den ugudelige udvikling, som hersker i vor tid.
Men frem for alt er det en formaning til os, om ikke at følge med i hadet mod Israel. Gud ser ikke med blide øjne på dem, som står Israel imod, og hans straffedomme kommer til at ramme dem!
Så står der en underlig ting, som jeg aldrig rigtig har forstået, nemlig at kødet skal rådne i øjenhulerne, og tungen rådne i deres mund. Men efter hvad jeg har fået beskrevet af neutronbombens virkning, så angriber den netop alt organisk væv, men ikke det materielle. Organisk liv vil altså ”rådne” op.
Det ser således ud til, at Gud allerede har fremskaffet de midler, som skal til, for at Han kan virkeliggøre disse advarsler og den straffedom, som Han siger, skal komme over de hedninger, som står Israel imod, og som har forfulgt Hans folk. Man kan ikke ustraffet forfølge Israel, og man kan ikke ustraffet blive venner med PLO.
Man har bedt PLO om at anerkende Israel. Det lader sig ikke gøre! Selv hvis de skulle gøre det, så forandrer det ikke noget i sagen! Deres formål er og bliver, at Israel skal tilintetgøres. Men det kommer jo ikke til at lykkes, for Herren griber ind, og Han redder sit eget udvalgte folk.
Israel og Jesu andet komme (Side 38-39)
Når Herren så redder sit folk, så er det virkelig fordi, at lige så afgørende en rolle, som dette folk spillede ved Guds Søns komme til frelse, ligeså afgørende en rolle skal dette folk spille forud for Hans komme til dom.
Apostelen bryder ud i en lovsang i slutningen af kap. 11 i Romerbrevet. Han siger: ”O, dyb af rigdom og visdom og indsigt hos Gud!”
Vi står her overfor noget, som overgår al menneskelig forstand. Gud har på grund af Israels forhærdelse ladet Evangeliet komme til hedningerne, og så står der, at Israel, når tiden er inde, skal frelses ved den samme barmhjertighed, som er blevet hedningerne til del (Rom11:21-32).
Dette er da i store træk fremtiden for hele Israels folk, og hvordan Gud igen skal oprette sin pagt med dem, og hvordan dette folk bliver fornyet og bliver til en levende nation.
