Fra Proisrael.dk/1. juli 2014.
Ved Bertil Rostved.
Danskerne må regne med, at de indenfor kort tid, får brug for at pakke deres hjerter og følelser ud. De har været stuvet af vejen i mange mange år, men indtil nu har vi haft det "privilegium" at kunne se og på sikker afstand betragte, alt den vold og sorg, som menneskers had fremkalder. Vi har også set og hørt meget om naturkatastrofer, uden at det rører os ret meget.
Jeg så et klip for 11 år siden, optaget i Israel af CNN. Der stod en ung mor med to små børn, som klyngede sig desperat til hende. Selv var hun svøbt ind i forbindinger, for hun havde lige været i nærheden af et terroangreb i Jerusalem. Ved angrebet mistede hun sin mand og to børn.
Pludselig sagde hun foran kameraet:
"Jeg har en meddelelse til Europa: I mange år har I iagttaget os her i Israel. I har holdt øje med os på samme måde, som man tester en minegang ved hjælp af fugle, for at se om der er luft nok. Vi er og har været den sidste bastion imod voldens fremrykning imod Europa, og I har aldrig løftet en finger, eller gjort noget for at vise deltagelse. Men I skal vide, at på et tidspunkt vil I stå i samme situation, som vi står i idag. Når det sker, vil I forstå os, men da er det for sent."
Har aldrig kunnet glemme denne episode, og som tiden efterhånden viser det, så har hun jo haft ret. Man kan ikke undgå at se, hvor det bære hen. Set i bakspejlet har vi vel selv redt den seng, vi skal ligge i, som man siger.
