Fra Pottemagerens Hus.
31. august 2014.
Jeg vil dele nogle få tanker fra gudstjenesten i går, hvor jeg talte i Horsens Frikirke med Georg Berthelsen som forstander. En menighed, der ser på Israel som et profetisk ur. Der findes desværre ikke mange sådanne menigheder i Danmark.
Det er både forbavsende og chokerende at konstatere, at
Guds Ord taler konstant om Israel, Jerusalem og Jøderne -
medierne taler konstant om Israel, Jerusalem og Jøderne -
men kirken er så godt som tavs.
En stor del af kirken er ikke kun tavs, men anerkender Erstatningsteologien, der siger, at Gud har forkastet Israel og Jøderne, og at kirken har erstattet dem.
Dette tilbagevises 100% i Romerne 11:1-2, der lyder således:
“Har Gud da forkastet sit folk? ALDELES IKKE!
Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme.
Gud har IKKE forkastet sit folk, som Han først har vedkendt sig.”
Alle har en mening om Israel. Men vil du vide sandheden om Israel og deres fremtid, skal du ikke lytte til alles meninger. Det gør dig kun forvirret. Men gå til Guds Ord. Der er Guds planer for Israel klart nedskrevet.
Læs f.eks. Zakarias kapitel 8, som blev skrevet for ca. 2.500 år siden. Det ene århundrede efter det andet gik, uden at verden så disse løfter opfyldt. Men NU, i vores tid, går hver eneste løfte i opfyldelse.
Hvorfor går de i opfyldelse? Fordi der igen og igen står:
“Dette siger Hærskarers Herre!”
Så kan FN, EU og alle de andre sige, hvad de mener. Det er flintrende, fløjtende ligegyldigt. Herren ler af alle deres meninger. For det er Hærskarers Herres tanker og planer, der gennemføres.
Der står bl.a.:
“På ny skal gamle mænd og kvinder sidde på Jerusalems torve
hver med sin stok i hånden, fordi de er gamle.
Byens torve skal fyldes af drenge og piger, der danser på torvene.
Jeg frelser mit folk fra Østens land og fra Vestens land,
og jeg bringer dem hjem, så de kan bo i Jerusalem.”
Det er nøjagtig, hvad der sker.
Hvorfor?
Fordi: “Dette siger Hærskarers Herre!”