Professor forsvarer Israel mod Antizionistisk professor.

Fra Ordetogisrael.dk/
27. december 2014.

»Kristen Antizionisme« - sådan kalder historieprofessor Bent Jensen det hårde angreb på staten Israel og Zionismen, som blev fremført af teologiprofessor Mogens Müller i en kronik i Kristeligt Dagblad den 1. december.

I en kronik i Kristeligt Dagblad i dag beskriver han Mogens Müllers fremstilling som en direkte »fornægtelse af den Jødiske nations ret til eget land«. Müllers forståelse af konflikten bliver af Bent Jensen beskrevet som sort-hvidt:

»Forbryderne er Jøderne, ofrene er uskyldsrene Palæstinensere«. Men det er ifølge Bent Jensen en forfalskning af historien. I kronikken giver historieprofessoren en lang række eksempler på, hvordan teologiprofessoren ved at fortie afgørende fakta fordrejer historien.

Müller sætter lighedstegn mellem »befolkningen« i området og Palæstinenserne. Men i virkeligheden, påpeger Bent Jensen, er ’befolkningen’ skiftet talrige gange, mens Jøderne har været eneste faste befolkningsgruppe i landet.

Müller glemmer at fortælle, at Jøderne i 1947-48 faktisk accepterede FN’s delingsplan, mens Araberne afviste den og straks angreb den nye Jødiske stat.

Müller glemmer, at det var Jordan og Egypten, der fra 1948-1967 holdt Vestbredden og Gaza besat og hindrede oprettelsen af en Palæstinensisk stat.

Müller glemmer helt det Jødiske flygtningeproblem – nemlig at Antisemitismen fra 1947 var så stærk i de Arabiske lande, at 850.000 Jøder måtte flygte.

Bent Jensen angriber den overdrevne vægtlægning på det Palæstinensiske flygtningeproblem og gør opmærksom på, at der findes betydeligt mere omfattende flygtningeproblemer i verden, og at det Palæstinensiske er skabt af de Arabiske lande, der nægtede at integrere de Palæstinensiske flygtninge, mens staten Israel gerne integrerede de Jødiske flygtninge.

Bag ved Mogens Müllers Antizionisme ligger en dobbelt Bibelforståelse, som Bent Jensen refererer på denne måde: »Første argument lyder, at Det Gamle Testamente (GT) ikke giver Jøderne skøde på ”Palæstina”. GT er nemlig noget, Jøderne selv har fundet på.

Andet argument påberåber sig Det Ny Testamente og går ud på, at Jøderne som et folk med en særstilling over for Gud ”simpelthen skrives ud af historien” af det Kristne Evangelium«.

Bent Jensen konkluderer, at Mogens Müller er Antizionist, og da hans udgangspunkt er teologisk, er han en »Kristen Antizionist«.

Om Müllers Antizionisme i virkeligheden er udtryk for Antisemitisme, er ifølge Bent Jensen en smags- eller definitionssag.