Jyllands-posten.dk/blogs/13. november 2014.
Af Mikael Jalving.
Overalt hvor rabiate Muslimer forsamles, får andre kærligheden at føle. Ikke metaforisk, men fysisk.
”Så længe den Muslimske verden forholder sig ubeslutsomt, tvetydigt og afventende over for radikale tendenser, så længe den ikke vil indrømme, at Islam også har en krigerisk-politisk side, så længe har Islam som helhed et problem.
Så længe har man også lov til at nævne Islam og Islamisme i samme åndedrag.” Ræsonnementet kommer fra Oliver Jeges, en ung Østrigsk-Egyptisk forfatter, citeret i Kristeligt Dagblad af den altid observante journalist Anders Raahauge.
Jeg læste ordene med en vis lettelse her til morgen og satte straks en kop kaffe mere over i momentan tiltro til, at Verden måske alligevel ikke er blevet helt gal. Den unge digters ord tjener som modgift mod Vestens hykleriske ledere fra Barack Obama over David Cameron til vort hjemlige snøvlehoved Martin Lidegaard, der igen og igen benægter enhver sammenhæng mellem Islam og Islamisme, som var de to distinkte grundstoffer uden kemisk forbindelse.
Som det luftes i dagens glimrende kronik i JP, taler i hvert fald Obama mod bedre vidende. Obamas benægtelse har formentlig noget med udenrigspolitik og realpolitik at gøre, dvs. handler om ikke at støde prominente petroprinser fra sig.
Hvad Lidegaard tænker på, står derimod uklart. Han aner det muligvis ikke selv. Det eneste, der kan siges med sikkerhed, er, at han finder det vidunderligt opportunt at være enig med Obama:
”Jeg bakker op om Obamas analyse, at Islamisk Stat hverken har noget med Islam eller en stat at gøre.” Analyse? My ass. Det hedder besværgelse. Nå, men ellers skrider Islamiseringen planmæssigt frem fra Egedalsvænge til middelklassens pæne villakvarterer, og I véd det godt.
Væresteder, ungdomsklubber og kommunalt betalt ”socialt boligbyggeri” domineres stadig mere af unge herrer, der godt véd, hvor skabet skal stå. Det kunne lige så godt stå i Mellemøsten, men det kommer desværre til at stå i Danmark og resten af Europa, for det er her, det regner med offentlige midler til alle, som er heldige nok at komme ind på badebillet og aldrig blive kaldt op fra det varme bassin.
I denne indvandringsboble flyder de så rundt, disse "utilpassede", "udadreagerende" bander og krigere i pendulfart mellem Sydhavn og Syrien, og når de kommer "hjem", står de Danske myndigheder klar med krisepsykologer og kommunal-kvindelig omsorg.
Imens forfølges Kristne på de nærliggende asylcentre, det fremtidige Danmarks rugekasse, og det sker sker på daglig basis, ja, det er simpelthen blevet en del af forretningsmodellen, fordi der er penge i problemer.
Som bekendt er indvandringsindustrien efterhånden det eneste ved indvandringen, som er integreret i Danmark. Overalt hvor rabiate Muslimer forsamles, får andre kærligheden at føle. Ikke metaforisk, men fysisk, sådan som en pionerundersøgelse, lavet for folkekirken, kunne dokumentere forleden.
Værst går det naturligvis ud over frafaldne, dvs. dem, der konverterer fra Islam. De skal slet ikke tro, de er noget. Islams universalistiske umma er ikke noget, man sådan bare lige forlader, man hænger på krogen til sine dages ende.
Marginalt bedre er det for os, de vantro. Vi skal bare konvertere til Islam, så får vi fred. Som en af de medvirkende i den pågældende undersøgelse, sognepræst fra Vesterbro i København, Niels Nymann Eriksen, oplyser til Berlingske tirsdag, er der problemer på flere asylcentre; han vil dog ikke fortælle hvilke, og Røde Kors og Udlændingestyrelsen har ikke andet at tilføje end den sædvanlige bagatellisering.
Anne la Cour, såkaldt ”asylchef” hos Røde Kors, er tilmed så flabet at foreslå præsten et ”dialogmøde med menigheden”. Niels Nymann Eriksen udtaler: ”Der er helt sikkert langt flere tilfælde rundt omkring i landet end dem, vi hører om her i kirken. Jeg hader at skulle sige det, men jeg er bange for, at der på nogle af asylcentrene er nogle meget usunde kontrolmekanismer, når personalet vender ryggen til. Der er den daglige, formelle ledelse på centrene, og så er der de uformelle magtrelationer, der kan være yderst potente og ubehagelige.”
Præsten fortsætter: ”Jeg vil for alt i verden ikke spændes for en Islamofobisk vogn, men vi står altså med et ret alvorligt problem her.”
Eller med den unge digters ord: Ubeslutsomt, tvetydigt, afventende.
Hvorfor er vi blevet til mæcener for vor egen undergang?
