MENÈ, MENÈ, TEKÈL og PARSIN!

Fra Facebook.
7. juli 2015.
Af Moses Hansen.

Det buldrer og brager. Mens valget i Grækenland fandt sted, rullede hedebølgen med rekordtemperaturer over Europa. Torden, uvejr og titusindvis af lyn blinkede som advarende lamper fra Himlen.

I uvejret var der hagl på størrelse mellem et æg og en tennisbold. De slog hul i tage og smadrede bilruder. Gældskrisen i Grækenland synes stor. Men den blegner i forhold til det værditab, det Kinesiske boligmarked har gennemlevet de sidste tre uger. Værditabet er på 21.500.000.000.000,- kr. (21.500 milliarder kroner).

Jeg kan ikke rumme de svimlende beløb, der tales om. Jeg kan blot fornemme, at noget er i gang, der ryster Verden. Og det er ikke Satan, der ryster verden - men Gud. Det er hverken Obama, Putin, Kina, Grækenland eller EU, der skriver historie. Det er Gud, der fører pennen.

Jeg ser begivenhederne i lyset af Daniel kap. 5, hvor kong Belshazzar af Babylonien med tusind højtstående embedsmænd festede og drak af guld- og sølvbægre, de havde stjålet fra Templet i Jerusalem. De skålede for deres afguder. De havde tilsyneladende styr på det hele.

Men pludselig kom en hånd til syne og skrev noget på paladsets væg lige over for lysestagen fra Templet i Jerusalem. Der stod: “MENÉ, MENÉ, TEKÉL og PARSÍN!”

Kun én kunne tyde skriften på væggen, Jøden Daniel, som kiggede Kongen i øjnene og sagde: Den Gud, som har magten over Deres liv og fremtid, viste De ingen ære! Tværtimod har De vist foragt for Ham. Derfor har Gud skrevet denne tekst, at “De er vejet på Guds vægt og fundet for let. Deres rige skal deles!” - som var en del af tydningen.

Og sådan blev det. Allerede samme nat blev kong Belshazzar dræbt - og hans rige blev delt. Det var Gud, som den nat med skriften på væggen sagde “nok er nok!” - og derved skrev historie.

Sådan er det også i dag. Frygt ikke du lille Guds barn. Gud skriver historien også i dag og indsætter og afsætter, hvem Han vil - og ryster al menneskeværk for at kalde mennesker til omvendelse og tro på Herren Jesus Kristus.